Vi arbejder med fundraising og projektudvikling

fredag den 30. april 2010

Nyhed om bevilling

20 millioner til oplevelsesfyrtårne
Naturkræfterne og naturens gang er centrale elementer i de to superprojekter, som
Region Midtjylland onsdag besluttede at støtte med risikovillig udviklingskapital.
Det drejer sig om ”KRAFT – Powered By Nature” i Ringkøbing og “Planet Randers” i
Randers. Støtten er en del af indsatsen for at etablere internationale
oplevelsesfyrtårne i regionen.
Oplevelsesfyrtårnene er en del af Vækstforums satsning på oplevelsesøkonomi. I 2009
har Havets Hus i Grenaa fået en støtte på i alt 13 mio. kroner fra de regionale midler til
erhvervsudvikling og EUs Regionalfond.
I denne omgang er det projekterne i henholdsvis Ringkøbing og Randers som får støtte.
Ansøgerne har det seneste år arbejdet på at kvalificere projekterne yderligere, og begge
projekter indeholder præcist definerede oplevelseskoncepter.
Passer ind
”Det er en styrke ved de to projekter, at de kan ses som en integreret del af den allerede
eksisterende strategiske indsats i regionen”, siger Bent Hansen, formand for Vækstforum
og Regionsrådet.
”For KRAFTs vedkommende passer det indholdsmæssige fokusområde godt sammen
med vores megasatsning for energi og miljø, og Planet Randers relaterer sig både til
megasatsningen for sundhedsrelateret erhverv og fødevaresatsningen.
Det bliver spændende at følge udviklingen i de to projekter, og vi håber selvfølgelig, at den
risikovillige kapital, vi giver i støtte til udviklingen af projekterne, bærer frugt. Det vil inden
for en kortere årrække berige regionen med to nye oplevelsesattraktioner af internationalt
format.”
KRAFT – Powered By Nature
18
”KRAFT – Powered By Nature” er en attraktion, der tager udgangspunkt i naturen som
ressource. Her skal vind, sol, hav og ny teknologi forvandles til engagerende, kraftfulde og
berigende helårsoplevelser for hele familien. Ud over at være et tilbud til turister skal
KRAFT fungere som et udstillingssted eller showroom for nye miljø- og energirigtige
løsninger.
Åbningen af attraktionen er planlagt til maj 2015, og der forventes 200.000 besøgende om
året. Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringkøbing Fjord Handels- og TurismeCentret, Vestas
Wind Systems A/S og Innovation Lab er involveret i projektet.
Planet Randers
”Planet Randers” indeholder to store udstillingselementer: World Dome og Planet Randers
Tidsrejsen.
World Dome vil være en massiv udvidelse af den nuværende indendørs attraktion
Randers Regnskov, nemlig etablering af en 63.000 m2 ellipseformet dome (verdens
største indendørs zoo) opbygget som en projektion af et verdenskort på bygningen. Her
oplever den besøgende på en geografisk rejse kontinenternes og verdenshavenes mest
markante biosfærer.
Planet Randers Tidsrejsen er en rejse gennem tiden i Danmark. Området langs Gudenåen
skal bruges til at formidle viden og fungere som en tidsrejse, hvor besøgende kan møde
de store dyr, der har været, er eller kunne blive en markant del af Danmarks biodiversitet.
Når alle faser af World Dome er gennemført, forventes mellem 800.000 og 900.000
besøgende om året.
Se mere om de internationale oplevelsesfyrtårne i Region Midtjylland.

Kilde: Region Midtjylland

Ingen kommentarer:

Send en kommentar